De danske håndboldherrer har maksimumpoints med i mellemrunden, men den første modstander er den hårdeste, der endnu er mødt ved EM slutrunden i Polen.
Spanien kommer også med fire point, og de har jo to gange før været en show stopper for Danmark. Ved VM for et år siden slog spanierne de rød-hvide med en enkelt pind i kvartfinalen, og ved VM i 2013 var det endnu værre, da Danmark fik en regulær røvfuld med 35-19 i finalen i Barcelona.
Danskerne har uvant tre dages fri inden kampen, og de bliver brugt på ekstra hård træning ifølge fløjspilleren Lasse Svan.
Der skal dog også investeres lidt mere, når det gælder Spanien, som har en række verdensklassespillere, som der skal holdes øje med. Målmand Arpad Sterbik har altid haft høj klasse ligesom Victor Tomas, Joan Canellas, Raul Entrerrios og Julen Aguinagalde.
Danmark kan dog glæde sig over, at Mikkel Hansen for alvor er vågnet op til dåd, og han bliver endnu engang vores helt afgørende nøglespiller.